BIOGRAFI

Jeg blev født i Holland i 1960.

Da jeg var to måneder gammel, besluttede min danske far og min hollandske mor sig for at slå sig ned i Danmark.

De første år i folkeskolen var en leg. Jeg knækkede hurtigt læsekoden, og min dansklærer gav mig kælenavnet "Fessor". Også de andre fag faldt mig lette, og da vi i tredje klasse fik de første standpunktskarakterer efter en fem-skala, havde jeg klassens højeste gennemsnit. 

Men så fulgte en social deroute. I løbet af fjerde klasse kom der elementer ind i undervisningen, jeg ikke forstod, og mængden af lektier forekom helt uoverskuelig. Skoletrætheden satte ind, i femte klasse tog pjækkerierne til, og i sjette klasse begyndte jeg at ryge hash. Jeg interesserede mig for politik og lå langt ude på venstrefløjen. I syvende klasse kom jeg til den magelige konklusion, at det kapitalistiske samfund stod overfor et snarligt sammenbrud, hvorfor det sådan set ikke gav mening at gå  skole. Følgeligen brugte jeg mere tid på at flippe ud på Christiania end på lade mig udsætte for autoriternes indkoktrinering.

Efter nogle traumatiske oplevelser på Christiania, som involverede LSD og sexuelt misbrug, kom jeg i en tilstand, hvor jeg dårligt kunne nærme mig Christianshavn uden at få voldsom angst, og at bevæge sig ind på Christianias område var helt udelukket. En børnepsykolog kunne nok have været på sin plads her, men året var 1973, og det var "en anden tid". På en eller anden måde gik jeg under radaren med mine traumer. Til gengæld lærte jeg at selvmedicinere med alkohol, som jeg for en stor dels vedkommende måtte erhverve mig gennem butikstyverier. Mine lommepenge var ikke dimensioneret til et alkoholforbrug af min størrelse.

Jeg vendte på en eller anden måde tilbage og fik atter status som den dygtigste dreng i ottende klasse. Jeg sørgede skam for altid at have lavet dagens lektier, inden jeg røg den fede om aftenen.

På et tidspunkt fik tiltagende angstanfald mig til stort set at kvitte de psykotrope stoffer (det hændte, at jeg dummede mig, når jeg var i festligt lag).

Jeg påbegyndte en udddannelse og giftede mig. Ægteskabet var kort og stormfuldt.

I 1989 var jeg indlagt på den åbne psykiatriske afdeling i Københavns Kommunehospital. Jeg blev udredt af en psykolog, som konkluderede, at jeg var grænsepsykotisk. Den eneste form for behandling, man kunne tilbyde mig, var behandling med psykofarmaka, hvilket jeg afslog. Jeg mente, at jeg havde behov for samtaleterapi.

Efter syv uger fik jeg at vide, at jeg skulle udskrives. Jeg påpegede, at det følte jeg mig ikke klar til. Da spurgte overlægen mig endnu en gang, om jeg ville tage imod behandling med psykofarma. Da jeg igen afslog, fik jeg at vide, at så kunne jeg ikke længere beholde min sengeplads.

Jeg giftede mig for anden gang, og det lykkedes mig at blive færdig med kurser i matamatik og datalogi ved Københavns universitet svarende til næsten bachelor. Det tog syv år, men jeg slog den ringe performance hen med, at jeg jo havde fået en del børn undervejs. Her overså jeg bekvemt, at mange af mine medstuderende også havde både børn og studiejobs og alligevel fik deres kandidateksaminer indenfor et overskueligt antal år.

Heldigvis var man på det tidspunkt i høj kurs på arbejdsmarkedet, hvis man kunne programmere, og efter 40 ansøgninger og to jobsamtaler blev jeg i 1991 ansat som edb-medarbejder i undervisningsministeriet. Jeg har været i branchen siden. 

I 2020 opfordrede min tredje hustru mig til at søge udredning hos en psykiater. Jeg fulgte rådet, hvilket medførte, at jeg blev diagnosticeret med Aspergers syndrom. Diagnosen er gledet ud af diagnosesystemet, så i dag kan jeg konstatere, at jeg har en autsime-spektrum-forstyrelse (ASF).

To ekskoner og min aktuelle kone er enige om, at diagnosen er velplaceret.